Investering

Aktier og vigtige nøgletal

september 4, 2017

Som nybegynder indenfor aktieinvestering, kan det være en jungle at finde rundt i de vigtige nøgletal. Hvad betyder det, at P/E ligger på 19, og er den høj eller lav? Hvilke andre nøgletal kan man kigge på, hvis man vil have en fornemmelse af hvordan ens aktie klarer sig?

For at gøre beskrivelsen så lavpraktisk som muligt, bruges Novo Nordisks årsregnskab fra 2016, som kan findes her.

Virksomhedens aktiekurs

Nogle af de nøgletal som oftest bliver nævnt i forbindelse med aktieanalyse, er nøgletal som relaterer sig til virksomhedens aktiekurs. Det er nøgletal såsom Price Earnings, Indre værdi og Kurs over Indre værdi.

Price / Earnings ( P/E )

Et af de mest kendte nøgletal når man taler om aktier er Price Earnings (P/E). Tallet fortæller, hvad prisen for at købe 1 krones andel af overskuddet er. Det regnes som markedsværdien i forhold til virksomhedens nettoresultatet. Det er dog vigtigt at forholde sig til både aktiepris (markedsværdien) og nettoresultat når man fortolker på denne. Især når der sker ændringer i P/E værdien: skyldes den nye værdi ændringer i markedsværdien eller ændringer i nettoresultatet?

P/E angiver altså forholdet mellem markedsværdien og nettoresultatet. Men som investor er man mere interesseret i at vide, hvornår tallet er for højt, dvs. hvornår aktien er for dyr? Mange investorer bruger en P/E på 16 som benchmark. Dvs. hvis P/E er over 16, så er aktien en dyr aktie.

Kurs / Indre værdi

Kurs divideret med den indre værdi fortæller, hvad prisen for at købe 1 krone af egenkapitalen er? Helt lavpraktisk betyder det, at hvis tallet er 2, betaler du 2 kroner for at få andel i 1 krones egenkapital.

Praktisk eksempel på udregning af P/E og Kurs / Indre værdi

Nederst på side 17 i Novo Nordisk årsregnskab 2016 får vi ’Resultat pr. aktie’ på 14,99 og kursen 18. August 2017 lå på 286,40. Det betyder, at P/E = 19,11.

Indre værdi: selskabets egenkapital divideret med antallet af aktier i omløb. Egenkapitalen står på s. 16 : 45.269 mio. DKK / 2.550 mio. aktier = 17,75.

Kurs / Indre værdi: Med en kurs på 286,40 og en indre værdi på 17,75 fås altså, at kurs / indre værdi er lig med 16,13. Det betyder, at investor betaler 16 kr. for at få del i 1 kr. af Novo Nordisk egenkapital.

 

Virksomhedens rentabilitet

Udover de nøgletal som relaterer sig til aktiekursen, kan man kigge på regnskabsmæssige nøgletal. Det kunne være omsætning, EBIT, resultatgrad og forrentning af egenkapital:

Omsætning: virksomhedens samlede indtjening.

EBIT: resultater før moms, skat, afskrivninger og lignende. Det giver et godt indtryk af virksomhedens faktiske resultat.

Resultatgrad: regnes som nettoresultat i forhold til nettoomsætning. Viser hvor meget der er tilbage til aktionærerne for hver krone omsat.

Forrentning af egenkapitalen: viser nettooverskud i forhold til egenkapital.

 

Virksomhedens finansielle risiko

Sidst men ikke mindst kan man kigge på hvor meget risiko der er i virksomheden. Det aflæses på soliditetsgraden, som viser egenkapitalens procentvise andel af passiver. Jo mere egenkapital, jo mindre gæld er der i virksomheden. Jo lavere risiko er der også i virksomheden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *