Karriere og anbefalinger

Stress – identificér, håndter og ager

februar 10, 2019

Jeg kunne køre med 120 km/t, lave sociale aftaler hver aften, trænede om morgenen for at nå det hele, jævnligt tage til events og networke. Jeg elskede at møde nye mennesker og have ja-hatten på. Elskede at forbinde mennesker, som på en eller anden måde kunne få gavn af hinandens kendskab. Jeg kunne være den første der mødte ind og den sidste der forlod kontoret flere måneder i streg i et miljø hvor folk pressede sig selv ekstra meget, være super-presset af uretfærdige deadlines og urimelige krav fra kunder, men stadig holde den kørende.

Så scorede jeg mit drømmejob og trådte atter ind i den finansielle branche. Og så skete der noget – mit energiniveau faldt fra 100 til minus 100. Jeg fik mit første bekendtskab med ”Stress”, og det er ikke en hyggelig fætter. Jeg vil ikke skrive om symptomerne på stress, og om påvirkningerne, dem kan I læse om overalt på nettet (blandt andet her). Jeg ønsker at fortælle om mit bekendtskab med denne folkesygdom, og hvordan jeg hurtigt identificerede den og ændrede mit mind-set.

Drømmejobbet

Jeg havde scoret mit drømmejob, og ville give den en skalle. Med til historien hører også, at jeg har en omgangskreds bestående af en masse kvinder med masser af spark i. De arbejder som management konsulenter, investment bankers, almindelige konsulenter, kvantitative analytikere, og meget mere. Alle indenfor den finansielle verden. De er mine forbilleder, og jeg spejler mig selv i dem. Fordi jobbet stadig var så nyt, så ville jeg holde alle mine hverdagsaftener fri, så jeg kunne overarbejde, hvis det blev nødvendigt. Og det blev det langt hen ad vejen. Jeg ved egentlig ikke hvornår det skete, men mit energiniveau begyndte at forlade mig, og jeg var konstant træt. Jeg tænkte ikke selv videre over det, men tænkte, at det var normalt når man havde fået nyt arbejde. Og dog, nyt arbejde havde jeg prøvet tre gange før, og det var ikke hårdt på samme måde.

Signaler

Jeg svedte om natten, og mine veninder begyndte at kommentere på at jeg havde tabt mig, så jeg gik til lægen for at få et sundhedstjek, og han insisterede på at det var stress. Jeg slog det hen, mig stresset? Aldrig!

Jeg valgte at holde dagene mellem jul og nytår fri. Jeg sover normalt 7 – 7,5 timer hver nat, men jeg kunne sove 10 – 11 timer hjemme hos mine forældre, og stadig ikke føle mig udhvilet. Jeg følte, at jeg gik konstant rundt i en tåge, jeg vrissede af folk som jeg synes havde for høje forventningerne til mig. Mine hjerne gik fuldstændig i blackout når jeg skulle huske noget jeg havde diskuteret 10 – 15 minutter forinden. Den blev helt tom. Jeg kunne ikke mærke mine følelser. På daværende tidspunkt havde jeg datet en fyr i omkring tre måneder, og selvom alt sammen med ham var godt, så kunne jeg ikke mærke noget inderst inde. Han spurgte mig flere gange, om jeg kunne rumme ham – fordi jeg var så konstant træt. Det vildeste wake-up call var, da min far sagde til mig, at jeg virkede udbrændt, og at jeg skulle huske på, at arbejdet ikke var alt. Min far har altid været stolt af de ting jeg har opnået mht. uddannelse og arbejde. Så når han begynder at blande sig i den måde jeg lever mit liv på, så lytter jeg.

Wake-up call

Dér gik det op for mig, at der var noget i mit liv jeg skulle ændre på. I starten ville jeg ikke sygemelde mig, og det føltes som en kamp om at komme igennem hver dag. Jeg havde stadig brug for at sove, så jeg gik i seng ved 20-tiden og sov så længe jeg kunne. Da jeg følte, at jeg havde fået sovet nogenlunde ud, fik jeg behov for at føle kontrol over mit eget liv, og at jeg kunne disponere over min tid som jeg ville. Så jeg stillede min alarm til klokken 5 om morgenen, og havde to timer for mig selv, hvor jeg tændte stearinlys, lyttede til meditativt musik, læste bøger, tog meget lange bade samt lavede god morgenmad. Jeg holdt stadig fast i min træning, og kunne lige akkurat overskue at se min date og så lukke nogle af mine barndomsvenner ind. Men jeg var træt og udmattet. Kaffe og alkohol var helt bandlyst, for det stressede min krop – fik mit hjerte til at banke og gjorde mit hoved tåget. Musik stressede mig, så jeg lyttede til meditativt musik. Når noget på arbejdede bare krævede en lille smule ekstra af mig end normalt, så begyndte blodet at pumpe, og mit hoved blev tåget.

Faktorer

Så hvad havde egentlig stresset mig? Mit arbejde var at starte noget helt nyt op i en ny afdeling der skreg: KAOS! Ingen kendte hinanden, og der var ingen arbejdsgange. Det meste af ledelsen og mine kollegaer forstod ikke, at jeg var ansat til at lave noget andet end dem. Så når alt brændte på, var jeg jo en ledig ressource som fakturerede på intern tid (ikke-betalt arbejde), og derfor skulle jeg da på de opgaver for at hjælpe til som alle andre. De deadlines jeg fik hed ikke en uge, eller to uger. De hed EOD (sidst på dagen) eller om to-tre dage. Jeg fik bildt mig ind, at jeg ikke var dygtig nok, og som så mange andre kvinder på min alder, så lider jeg nok også en smule af imposter-syndrom. Så jeg bildte mig selv ind, at jeg måtte arbejde hårdere og hårdere, og i stedet for at kanalisere min energi på opgaverne, så tænkte jeg over, at jeg ikke gjorde det godt nok.

Ovenstående beskriver den arbejdsmæssige del af stress. Men oveni alt det, begyndte jeg at date en fyr seriøst for første gang i 2,5 år. Sidst det var sket, var 10 år tidligere. Så der var også en følelsesmæssig del involveret i hele setup’et.

Mind-set

Da jeg havde identificeret stressen, måtte jeg hver morgen fortælle mig selv, at worst-case-scenario var at jeg blev fyret. Og hvad så? Det ville betyde, at jeg ikke passede ind i afdelingen, hvilket ikke er ensbetydende med, at jeg ikke er dygtig nok. Jeg lærte at sige fra, når jeg fik mails om aftenen, og derefter opfølgende sms’er fra partnere der ville høre, om jeg havde fået læst en mail han havde sendt. Det betød også, at jeg senere hen ikke fik de, i deres øjne, spændende opgaver. Men jeg havde været tro overfor mig selv. Jeg prøvede at gå på kompromis, når jeg fik deadlines der var mindre end 24 timer, ved at tage arbejdet med hjem og stadig nyde at være sammen med kæresten mens jeg arbejdede.

Jeg begyndte at prioritere min tid, hvor jeg prioriterede mit kærlighedsliv højest. Dernæst træning og arbejde. Jeg gjorde de ting der gav mig energi, såsom træning, vinterbadning, så de mennesker der kunne give mig et energi boost, og så ændrede jeg attitude til: arbejdet er ikke alt. Der er ikke noget arbejde i verden der er et ubalanceret og afkræftet sind værd. Noget man som arbejdstager bliver nødt til at huske er, at man ikke er uerstattelig.

Hvad så nu?

Jeg fangede stress tidligt i forløbet. Jeg havde tid til at mærke efter og agere på det. Jeg var heldig. Mange når alt for langt ud før de lægger mærke til det. Jeg tør ikke tænke på, hvordan jeg havde haft det, hvis jeg var nået helt derud. Men jeg kæmper stadig med det, selvom jeg føler, at jeg har fået det bedre. Jeg bliver hurtigt træt, sidst på dagen føles min hjerne ofte som om den lige har været en tur igennem kaffekværneren. Jeg skal stadig tage mig sammen til mine sociale aftaler. Men det går fremad.

Vi har sgu alt for mange hatte på som individer i vores samfund – vi skal køre en husholdning, økonomi, kærlighedsliv, arbejdsliv og meget mere. Nogle snakker om work n’ life balance, andre om at livet skal ses som én helhed og ikke bør opdeles. Jeg er ganske forvirret selv og kender ikke svaret. Én ting ved jeg dog – noget i vores samfund bliver nødt til at ændre sig, for det vi har gang i nu stresser for mange.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *